Barsels-økonomi

Er du ligeså heldig, som mig, at være gravid – så kan det være en god idé at få styr på hele den der barsels-trummerum. Det er nemlig meget forskelligt, hvordan og hvor meget man kan få i barsels-dagpenge, om man får løn fra sin arbejdsgiver under sin barsel og meget mere. Så hermed en lille guide til, hvor du kan undersøge dine muligheder, da det er meget individuelt. Som altid, tager jeg udgangspunkt i min egen situation, min arbejdsgivers vilkår og mine egne personlige holdninger og erfaringer.

Men noget jeg ved fra sidst er, at der er rigeligt at holde styr på, når først baby er landet! Og denne gang, har vi jo Nola på 2 år i forvejen, så der bliver helt sikkert ikke mindre at jonglere med 😉

Barsels-Økonomi-To-Do-Liste

Så inden amme-hjernen indtræder, så lav en to-do på det der er vigtigt for dig at vide allerede nu, så du ved, hvordan din/jeres økonomi bliver, når I går på barsel. Der kan nemlig være maaange spørgsmål, som jeg håber, at kunne besvare for dig – eller fortælle dig, hvor du finder svaret.

Kan jeg få barselsdagpenge? Hvad kan jeg få i barselsdagpenge? Får jeg løn under min barsel?

Nå, men jeg har undersøgt det lidt og sådan som jeg forstår reglerne, så skelnes der mellem om du er i job eller ej. Er du i job, så har du ret til barselsdagpenge og hvis du er heldig, så har du også en overenskomst, som sikrer dig betalt barsel i en periode. Din arbejdsgiver vil i den periode få dine barselsdagpenge i refusion.

Er du ikke i job eller er du ikke dækket af en overenskomst, så vil det være Udbetaling Danmark, som står for udbetaling af dine dagpenge. Hovedreglen er, at du har ret til barselsdagpenge, hvis du har ret til arbejdsløshedsdagpenge i tilfælde af ledighed. Altså, skal du være medlem af en a-kasse for, at få ret til barselsdagpenge. Og som jeg forstår disse regler, så skal man have været medlem af en a-kasse i et år – inden man skal på barsel. Så har du ikke et job og overvejer at blive gravid, så kan det være en god ide at tale med en a-kasse om, hvad der skal til for, at du vil være berettiget til barselsdagpenge.

Så for at skære det ud i pap for mig selv, så betyder det, at hvis man opfylder beskæftigelseskravet, behøver man altså IKKE at være medlem af en a-kasse for at modtage barselsdagpenge. Dog, er jeg selv medlem af en a-kasse, selvom jeg føler mig ret sikker i mit job. Men der kan være årsager til, at nogle sparer denne post i budgettet eller ikke føler, at man har behov for den pga. ekstrem høj jobsikkerhed.

Beskæftigelseskravet betyder, at du skal have arbejdet mindst 160 timer over de sidste 4 måneder inden barselsstart, og at du har arbejdet mindst 40 timer fordelt på 3 af månederne. I så fald har du ret til barselsdagpenge – også selvom du ikke er medlem af en a-kasse.

Vær OBS på, at der kan være andre regler for selvstændige eller hvis du er under uddannelse. Et genialt sted, at undersøge tingene er på Borger.dk – de har også en virkelig god barselsberegner, hvor man kan lege med datoerne for hvornår man har termin og se, hvor meget barsel mor har, hvor meget far har og hvor meget barsel der kan deles mellem mor og far.

Min kommende barselsplan

Men, jeg kan tage udgangspunkt i min egen situation. Vi har ikke den endelige barselsplan endnu, andet end jeg snupper de første 6 måneders barsel med løn. Jeg er jo ansat i Nordea, hvor jeg har 6 måneders barsel med løn. Det er jeg virkelig glad for! Det er en god deal. Med Nola fik jeg kun barselsdagpenge i ca. 4 mdr. Så det var begrænset, hvor meget lønnedgang vi havde, da perioden var meget kort.

Dog er der arbejdsgivere, som ikke tilbyder løn under barsel – men tjek det evt. i jeres personalevilkår, HR afdeling eller din kontrakt og husk, det gælder ikke kun mor, men også far! Flere og flere fædre, har faktisk ret til barsel med løn – meget mere end man tror. Vi har f.eks. fundet ud af, at Nicolai faktisk kan holde 8 ugers barsel med løn. Det anede vi ikke med Nola, for der snuppede jeg bare det hele og gemte lidt til at gå på deltid efterfølgende.

Men altså Nola blev født d. 9. april og det betød, at jeg havde barsel med løn til og med d. 9 oktober. Altså 6 måneder fra hendes fødselsdag. Så derefter fik jeg barselsdagpenge – dog afholdte jeg også ferie indimellem, som også var med løn. Det hjælp lidt på det hele i december måned, hvor jeg fik løn og ikke barselsdagpenge.

Men hvad er godt at vide i forhold til den kommende barsels-økonomi?

  • Man kan ansøge om barselsdagpenge, når ens arbejdsgiver har informeret Udbetaling Danmark om, at din løn stopper. Det får man besked om i e-boks, når der sker.
  • Man skal senest have søgt om barselsdagpenge 8 uger efter din løn er stoppet. Dog vil jeg anbefale at man gør det samme dag, som man modtager besked i e-boks. Så er man nemlig sikker på, ikke at mangle løn i en periode da deres behandlingsfrist er 12 hverdage og at man husker det, selvom man har en lille baby på armen 🙂
  • Jeg ved denne gang, at min barsel med løn strækker sig 6 mdr. fra den dag jeg føder. Hvis du er i tvivl, så tjek med din arbejdsgiver. Det kan være forskelligt, hvilke vilkår man har.
  • Husk at få faren til dit barn til at undersøge sine barselsvilkår – de kan nemlig være gode!
  • Hvor meget du kan få i barselsdagpenge, afhænger af din timeløn og hvor mange timer om ugen du holder orlov. Det er derfor individuelt, men du kan se mere lige her
  • Dine barselsdagpenge udbetales til din NemKonto den sidste torsdag hver måned.

I mit eksempel, vil jeg være omfattet af disse regler, som er beskrevet ganske fint på Borger.dk, som er mit søgested, når jeg bliver i tvivl.

“Hvis du holder fuld orlov, er ansat 37 timer om ugen og får over 19.322,00 kr. (brutto) i månedsløn, vil du få højeste dagpengesats på 4.460 kr. (2021) om ugen før skat (4.405 kr. i 2020). “

Hvis du ikke har job men modtager dagpenge fra din a-kasse, kan du få samme beløb i barselsdagpenge, som du får i arbejdsløshedsdagpenge. Du kan dog højst få 4.460 kr. (2021) om ugen før skat (4.405 kr. i 2020).

Jeg håber at du nu er klædt på til, at lægge en plan for din/jeres barsels-økonomi. Jeg skriver snart part 3, hvor jeg fortæller mere om, hvad et barn koster – sådan i den daglige husholdning og budget. Har du emner, ideer, eller andre ønsker – så smid endelig en kommentar 🙂

KH Moneymum <3

Del indlæg

Facebook
Twitter
Pinterest

Andre indlæg