Et virkelig tørt, kedeligt og overset emne, men som bare er så mega vigtigt for os alle.
Jeg googlede lige ordet for at se, hvad jeg kunne finde, og der er jo nærmest ingenting. Så forstår jeg godt, at man som helt almindelig menneske synes, det er uoverskueligt.
I forhold til indholdet af dette indlæg, så vil jeg gerne understrege at det alene er mine synspunkter, mine personlige holdninger og mine erfaringer med mine egne livsforsikringer jeg tager udgangspunkt i. Jeg er ikke specialuddannet indenfor forsikringer, pensioner eller juraen bag. Derudover tager indlægget ikke højde for fremtidige ændringer eller anbefalinger, da jeg ikke kan forudse disse. Så tag det som det er – mine egne og personlige erfaringer indenfor området.
Jeg får beskeder fra flere, som skriver at de i forbindelse med huskøb har tegnet en ”letsikring” via deres bank. Jeg kender ikke ”letsikring” fuldstændig, da man i Nordea altid har tegnet forsikringerne via ”Forenede Gruppeliv”. Umiddelbart tilbyder de nok nogenlunde det samme, men som sagt, så er det ikke noget jeg ved alverdens om eller har haft tid til at gå i dybden med. Så derfor springer jeg det let over i dette indlæg.
Indlægget er blot en kærlig opfordring til alle mine læsere til, at tjekke op på dækninger mm., så I en dag ikke får en ubehagelig oplevelse, ved ikke at være dækket som ønsket eller slet ikke.
Jeg har allerede fået flere beskeder fra følgere, som f.eks. har fået sklerose tidligt, hvor de ikke havde forsikringer. En anden følger skriver også til mig, hvilken betydning det havde for hende, at hun og hendes mand havde taget stilling til forsikringer, da hun mistede ham i en tidlig alder. Min fars kone døde også pludseligt af en blodprop, da hun var 41 år. Heldigvis havde de forsikringer som gjorde, at min far og lillebror på 5 år kunne blive boende i huset. Hvis ikke der var kommet penge til udbetaling, havde min far ikke kunne sidde selv i huset med min lillebror. De kunne have været tvunget til at flytte i en lille lejelejlighed, og alt hvad det indebærer, såsom også at flytte børnehave, skole osv. Så udover lige pludselig, og på tragisk vis have mistet sin hustru og sin mor, samtidig med min far selv skulle sørge over sin kones død, kunne han have oplevet at skulle have taget stilling til mange andre ting. Det er altså true stories, og der er mange af dem derude i den virkelige verden!
Man ser nogle gange tingene som statistisk, og det sker ikke for mig… men lige pludselig er man med i statistikken.
So here it goes…
Man kan godt blive ret forvirret af alle de forsikringer og dækninger, der findes på markedet. Af en eller anden årsag, er vi også blevet ret mistroiske overfor forsikringsselskaberne. Mange opfatter forsikringsselskaberne som nogle der glædeligt tager vores penge hver måned, uden at man får noget igen. Mange har også den opfattelse, at når uheldet er ude, så hører man tit, at forsikringsselskaberne ikke ville dække. Man hører aldrig de gode historier, som der helt sikkert også eksisterer. Forsikringerne er til for at hjælpe os på vej efter den hændelse, der er sket, og forsikringsudbetalingen har fundet sted. Vi skal som ”købere” af forsikringerne kunne se, hvad en udbetaling kan hjælpe os med – altså det handler om, at finde ud af, hvad DIT behov er.
Så, jeg vil gerne slå et slag for, at vi ALLE har et ansvar om at sætte os ind i, hvad vi betaler for, så vi ved, hvordan vi er dækket, hvis uheldet er ude og hvad vi hver især har brug for. Selvom vi håber på, det aldrig sker!!!
Forsikringerne er de vigtigste poster i dit budget, udover mad, hvis du spørger mig. Netflix, fitnesscenter osv., kan man altså bedre leve uden.
Men men men …. hvordan finder jeg overhovedet ud af, hvordan jeg bør være dækket? Det vil jeg forsøge at svare på, ud fra nogle generelle anbefalinger og mine egne erfaringer. Dem kan man selvfølgelig ikke bare følge blindt, da vi alle er forskellige og har forskellige behov og historier med os i bagagen.
Så, hvad har jeg egentlig brug for?
I min verden kan forsikringer deles op i to grupper.
– Skadesforsikringer
Her tænker jeg på ulykke, indbo (også kaldt familieforsikring), rejse, bil, husforsikring, sundhedsforsikring mm.
– Personforsikringer (livsforsikringer)
Her tænker jeg på forsikringer ved død, kritisk sygdom og tab af erhvervsevne og ikke mindst børnerente/børnepension.
Man skal selvfølgelig have begge kategorier af forsikringer. Skadesforsikringerne har de fleste heldigvis. Der er f.eks. ikke mange bilejere uden en forsikring i enten en ansvars- eller kaskoforsikring. Jeg tror, det er straks værre med personforsikringer. Så lad os kigge dem igennem i dette indlæg.
For de af jer, som har set mit budget og vores faste udgifter, har flere af jer bemærket, at vi IKKE betaler for personforsikringer. Det er ikke fordi de er sparet væk, eller vi ikke har nogle. Både Nico og jeg er nemlig så heldige, at vi begge har vores personforsikringer via vores arbejdsgiver pension. Så hvis du har en pensionsordning via din arbejdsgiver, som du betaler til via din løn, så er det et godt sted at starte med at undersøge forsikringsdækninger.
Man kan faktisk også logge på www.pensionsinfo.dk med Nem-ID og se, hvad man har. Jeg synes, rapporten giver et godt overblik og er egentlig okay til at vise ens pensionsopsparinger og personforsikringer, også selvom man ikke har erfaring med den slags.
Helt tilfældigt har både Nico og jeg hver vores pensionsopsparinger og forsikringer i Velliv. Velliv hed tidligere Nordea Liv og pension, så det er klart, at min arbejdsplads Nordea, bruger Velliv som firmapension, selskaberne er nemlig i familie. Men Nicos arbejde bruger også Velliv. Alligevel kan vi ikke få et møde sammen med den samme rådgiver, fordi ordningerne er forskellige.
Så jeg havde faktisk et møde med min pensionsrådgiver i Velliv mellem jul og nytår, da jeg havde en fornemmelse af, at vi skulle have gennemgået og sat vores dækninger op på vores livsforsikringer, da vi jo om lidt ejer to huse og stifter betydelig mere gæld end tidligere. Vi har ikke fået holdt møde omkring Nicos endnu, så det skal jeg lige ha’ booket.
Mit bedste ”SpareHack” på dine personforsikringer er, at du skal undersøge, om du har forsikringer via dit arbejdsgiveradministreret pensionsselskab, hvis du selvfølgelig har en pensionsordning her. Her kan du spare penge ved at betale forsikringerne via dine pensionsindbetalinger fremfor forsikringerne i banken eller andet steds. Det kan også være, at du allerede har forsikringer via pensionen, men ved siden af har tegnet nogle i banken, fordi du ikke var dækket nok. Et lille fif her er, at du i de fleste tilfælde kan øge dine forsikringsdækninger via pensionen og droppe forsikringen via banken eller andet steds. Det er dog vigtigt, at du IKKE opsiger nogle forsikringer, før dine ændringer igennem pensionsselskabet er trådt i kraft. Man skal nemlig for det meste opgive nye helbredsoplysninger, og hvis man har fejlet noget siden den i banken blev oprettet, så kan man blive afvist. Og der er altså mange årsager til at blive afvist. Jeg har netop fået beskeder fra følgere, som er afvist pga. for højt BMI, graviditetssukkersyge og tidligere selvmordstanker. Så, ALDRIG opsig de forsikringer, før alt er etableret og ændret og trådt i kraft.
Skulle du ikke have pensionen via dit arbejde, ja så ville jeg ikke tvivle et sekund på at tegne forsikringerne i f.eks. banken. Det vigtigste er, at I har nogle gode dækninger, som sikrer dig, jer, hinanden, dine børn osv.
Nogle af jer har måske en arbejdsgiveradministreret pensionsordning, hvor I ikke kan ændre på forsikringsdækningerne. Det kan f.eks. være en overenskomstbestemt ordning, hvor alle medlemmerne (dig og dine kollegaer) har det samme. Her får man en pakkeløsning og ens individuelle behov kan ikke løses. Her kan man med fordel supplere forsikringsdækninger op ved at oprette dem i banken eller i et andet selskab. Så afviger dit behov fra dine forsikringsdækninger på ordningen via dit arbejde, så få hjælp til at kigge det igennem i banken, så du kan få de dækninger du ønsker og har behov for.
Det skal nævnes, at de forsikringer vi har i vores arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger også kan afvige en hel del fra hinanden med forsikringsbetingelserne. Altså hvad der skal til for udbetaling. Dette kommer jeg heller ikke ind på i dette indlæg, da jeg ikke kender alle selskabernes vilkår. Er du nysgerrig på, hvad du har, og hvordan dine forsikringer virker, tag endelig fat i udbyderen.
Det skal også siges, at det ofte er billigst at have alle forsikringerne via pensionsordningen på arbejde (hvis muligt), men ikke altid det bedste. Det du tegner privat, er dit og bliver ikke ændret ved senere. Skifter du job, og får ny pensionsordning på dit nye job, kan du blive dårligere stillet end dine nuværende ordninger. Dermed kan du være bedre stillet ved at supplere din arbejdsgiveradmininstrerede ordning med private forsikringer – så du kører et parløb. Så husk på, hvis/når du skifter job en dag, så er det vigtigt, at du tjekker op på, hvordan dine forsikringsdækninger evt. ændres.
De kære unge…
Jeg oplever via mit job en hel del unge mennesker som tror, at man kun skal tegne forsikringer, når man optager gæld og/eller stifter familie. Hmm, det er på sin vis også rigtigt. Men, lad os tage eksemplet med et for højt BMI. Det havde man måske ikke som 20-årig, men når man så ansøger om forsikringen som 30-årig, så er problemet der. Eller hvis man senere i livet f.eks. får en psykisk lidelse, som gør man bliver afvist. Så er det altså meget fornuftigt at tegne forsikringerne, mens man er helt ung og rask.
Så min anbefaling til I unge mennesker er altid, at på oprettet forsikringen der dækker ved nedsat erhvervsevne. Denne sikrer din indkomst til du bliver folkepensionist, hvis du ikke kan gå på arbejde. Start hellere i det små end slet ikke. Og jo ældre vi bliver, jo sværere er det at tegne forsikringen.
Mit eget pensionstjek
Jeg har jo lige været møllen igennem selv og vil fortælle jer, hvordan JEG er forsikret, og hvad jeg betaler for disse forsikringer.
Sidst i oplægget har jeg kopieret Vellivs generelle anbefalinger ind fra min møderapport, samt deres individuelle anbefaling til mig. Bare så I kan se, hvordan tingene i virkeligheden er. Jeg elsker at have fuld transparens, da jeg selv lærer bedst i virkelighedscases og ikke bare generelle regler og anbefalinger.
Kritisk sygdom:
Som den trofaste læser ved, så mistede jeg min mor til cancer, da jeg var 23 år gammel. Min mormor døde også af cancer flere år før jeg blev født. Min mor mistede altså også sin mor, som ung. Det sidder dybt i mig på flere måder. Men jeg går og har en idé om, at jeg også godt kunne være så uheldig, at få cancer. Det giver helt kuldegysninger ved tanken. Men statistikerne siger at 1/3 del rammes. Heldigvis kan man behandle mere i dag. But still…
Det betyder, at hvis jeg f.eks. for konstateret kræft i morgen, så har jeg valgt, at jeg får 300.000 kr. indsat på min konto kontant. Det er jo lidt som ”et plaster på såret”, men det er hvad ”kritisk sygdom er”. Det er en forsikring der udbetales pr. sygdomsforløb (her kan man have mere end én) og den kan bruges til lige det, du ønsker.
Tab af erhvervsevne
Hvis jeg en dag ikke kan arbejde mere, og dermed ikke kan have min normale indkomst pga. en fysisk eller psykisk sygdom, har jeg sikret mig via oprettelse af en tab af erhvervsevne forsikring.
På mit møde med Velliv, blev jeg opmærksom på, at jeg var forsikret med 80% af min løn. Det vil sige, at hvis jeg i morgen måtte stoppe i Nordea, så ville jeg gå 20% ned i indtægt og få udbetalt de 80%, som jeg er dækket for.
Jeg er altid blevet anbefalet at dække mig for det maksimale, som er 80% af min løn. Men den søde pensionsrådgiver gjorde mig klogere, da man har ændret anbefalingerne. Så jeg nedsatte, efter råd, min dækning til 69% af min løn. Det betyder nemlig, at jeg hvis er så uheldig, at det sker en dag, så får jeg også dækning fra det offentlige. Om det er det rigtige valg, at nedsætte denne dækning er jeg i tvivl om, for en stor del af mig, tror ikke helt på det offentlige, men hvis det skete imorgen, så ville jeg nok få noget for det offentlige. Så jeg tror jeg vil revurdere denne dækning løbende.
Jeg skal være ærlig at sige, jeg ved ikke hvorfor anbefalingerne er anderledes ud fra indkomst. Jeg sidder nemlig og tænker, at uanset hvad jeg tjener, vil jeg gerne være dækket med de 69% som min. Måske man får mere fra offentlige med en lavere løn, det ved jeg ikke! Så undersøg det, når nu I skal igennem det hele.
Dækning ved dødsfald
Inden mødet vidste jeg, at det var her, jeg skulle ændre min forsikring markant, da vi om lidt låner ca. 5,6 mio. i det nye hus – og vi skylder ca. 1,25 mio. i vores nuværende hus. Vi er så privilegerede at vi har fået godkendt at kunne renovere det nye hus, mens vi bor i vores nuværende. Vi sætter derfor først vores hus til salg, når der er 6 mdr. til indflytning i det nye. Jeg tror først, vi flytter ind i starten af 2022…. desværre!
Inden mødet var jeg dækket med en udbetaling ved død på 1,2 mio. til Nico. Da vi ikke er gift, har jeg tidligere begunstiget Nicolai på denne. Jeg har indsat ham med ”navngiven begunstigelse”. Men da vi nu har boet sammen i 2 år og har et fælles barn, ændrer jeg begunstigelsen til ”nærmeste pårørende”, som er en anden mulighed. Jeg har tidl. skrevet et indlæg, hvor jeg kommer omkring begunstigelse. Det kan du læse her. Her kommer jeg mere omkring forskellen på de to begunstigelsesmuligheder. Men den store forskel er bl.a., at ved ”nærmeste pårørende” er udbetalingen med udgangspunkt i mine relationer ved mit dødsfald, hvor ”navngiven begunstigelse” er gældende fra indsættelsestidspunktet. Og det betyder bl.a. at havde jeg fortsat med ”navngiven begunstigelse” til Nico, vil han altid stå der til udløb og dermed også få udbetalingen fra livsforsikringen, selvom vi mod al forventning skulle være gået fra hinanden.
Da vi som sagt i fremtiden får en gæld på 5,6 mio. har jeg valgt at hæve min forsikring til Nico sådan, at hvis jeg dør, kan han og Nola (og evt. fremtidige børn) blive boende i nogle år indtil de ved, hvad de vil. Jeg har derfor hævet min livsforsikring fra 1,2 mio. til 2,3 mio. Jeg har her taget stilling til, at Nico bør kunne sidde selv i huset med den sidste gæld.
Derudover har jeg tegnet en børnepension til Nola og fremtidige børn. Det er ret fedt, at når man først har tegnet den hos Velliv, så gælder den for alle ens børn og dermed vores fremtidige børn også. Så skulle vi få 5 børn mere, ville alle 5 være dækket. Jeg kan godt afsløre, at planen er 2 børn i alt. Men altså, jeg har lige mødt en kollega der er far til 5, så for ham er det mega nice!
En børnepension (også kaldet børnerente) er en forsikringsdækning til mine børn, hvis jeg dør før de bliver 24 år. Skulle jeg dø, vil der blive udbetalt knap 40.000 kr. om året til Nola, indtil hun bliver 24 år. Pengene vil Nicolai administrere i hvert fald indtil hun er 18 år og de ville indgå i hans økonomi, så der var hjælp til husleje osv. Lidt ligesom børnepengene er tiltænkt.
Grunden til at den ”kun” er sat til 40.000 årligt er, at så passer det med frikort grænsen, og Nola vil derfor ikke blive beskattet. Først den dag hun evt. selv tjener penge ved fritidsjob eksempelvis.
I 2020 har jeg betalt 11.591 kr. for mine forsikringer via min pensionsindbetaling. Det sjove er, at fordi jeg nedsatte min ”tab af erhvervsevne” fra 80% til 69%, så har det betalt for ændringerne med børnepension til Nola og forhøjet udbetaling ved død til Nicolai. Så mine rettelser kostede ikke noget. Jeg har altså forsikringsudgifter for ca. 1.000 kr. om måneden og det synes jeg er helt fair. Får vi ikke brug for dem igennem hele livet, så er det mange penge tabt. Men at gå i seng hver dag, velvidende om, at hvis jeg ikke vågner i morgen, så klarer min lille familie sig økonomisk, det er det hele værd!!!!
Velliv anbefaler genrelt…
Kritisk sygdom:
Uanset hvad din lønindkomst er, bør man være forsikret mod kritisk sygdom fra 200.000-400.000 kr. Jeg har forsikret mig i midten med 300.000 kr. Jeg overvejer tit om jeg skal sætte den de sidste 100.000 kr. op, men indtil videre er jeg fint tilfreds og følger anbefalingen.
Tab af erhvervsevne:
Årlig løn op til 300.000 kr.:
Forsikring ved nedsat erhvervsevne på 40 pct. af den dækningsgivende løn og forsikring ved Visse kritiske sygdomme mellem 200.000 kr. og 400.000 kr.
Årlig løn mellem 300.000 kr. og 400.000 kr.
Forsikring ved nedsat erhvervsevne på 40 pct. – 60 pct. af den dækningsgivende løn og forsikring ved Visse kritiske sygdomme mellem 200.000 kr. og 400.000 kr.
Årlig løn over 400.000 kr.
Forsikring ved nedsat erhvervsevne på 60 pct. – 80 pct. af den dækningsgivende løn og forsikring ved Visse kritiske sygdomme mellem 200.000 kr. og 400.000 kr.
Livsforsikring:
Enlig: Sikrer en udbetaling svarende til en årsløn før skat.
Samboende/gifte: Sikrer en udbetaling til de efterladte svarende til mindst to årslønninger før skat, samtidig med at du tager højde for størrelsen på eventuel gæld, som ønskes nedbragt.
Børn under 24 år: Børnepension. Dækningsstørrelsen afhænger af behov, eller op til barnets frikortsgrænse.
Vellivs anbefaling til mig…
Kritisk sygdom:
Dækning ved kritisk sygdom via denne pension på 100.000 kr. samt 200.000 kr. i Forenede gruppeliv. Dette sikrer en fin hjælp hvis du skulle blive ramt af en kritisk sygdom.
Tab af erhvervsevne:
Lønskala ved invaliditet – denne dækning er sat ned fra de tidligere 80 % af lønnen så vi sikrer du også kan få udbetaling fra det offentlige. Du følger dermed anbefalingen.
Jeg er altså dækket med 100.000 kr. via min pensionsordning i Velliv, og 200.000 via Forenede Gruppeliv. Min Forenede Gruppelivs forsikring er en, som jeg har igennem Nordea. Den er en del af min ansættelse. Så en form for personalegode, vil jeg nok kalde den. Jeg mener faktisk, at den søde pensionsrådgiver sagde, at jeg ikke kunne øge de 100.000 via dem. Så i nogle tilfælde, skal man måske tegne en Forende gruppeliv eller letsikring, som supplement, uden at overforsikre sig.
Livsforsikring:
Dækning ved død på 300 % af lønnen da dette sikrer din familie kan komme fint videre og evt blive i jeres hus hvis du dør før pension. Du har ændret dækningen fra 100 % af lønnen til de 300 % af lønnen.
Jeg håber I fik lidt ud af indlægget her og det hjælper jer med, at få kontaktet pensionsselskabet eller banken, og få tilrettet det hele eller få det tegnet, hvis I lever livet farligt. Jeg synes det er en post man skal prioritere højt.
Pas godt på jer selv
KH moneymum <3